NYHEDSBREV

April - Juni  2000

 

NYT FRA BESTYRELSEN

 

Kære medlemmer af Venskabsforeningen til Fredens Oase.

 

Ved sidste bestyrelsesmøde i begyndelsen af marts i Aulum blev det besluttet at udsende fire Nyhedsbreve årligt. På denne måde kan vi både udnytte en Post Danmark-ordning, der gør udsendelserne billige, men forhåbentlig også bedre holde jer orienteret om, hvad der foregår i Fredens Oase og Venskabsforeningens aktiviter. Alle, der har spørgsmål, de gerne vil have belyst eller artikler, som de vil bidrage med, er velkomne til at kontakte enten Kirsten Greve eller Marit Flø Jørgensen, som er ansvarlige for Nyhedsbrevet.

 

ÅRSMØDET I FREDEN OASE, 29-31 marts 2000

Fra onsdag 29. til fredag 31. marts mødtes repræsentanter for næsten alle Venskabsforeninger i Fredens Oase til årsmøde. Vi var omtrent 30 personer til stede, og i tre dage blev vi informeret om de forskellige aktiviteter i Fredens Oase, fik lejlighed til at møde flere beboere og få et indtryk af livet i landsbyen og at diskutere Venskabsforeningernes arbejde og rolle i forhold til Oasen.

 

Da det var meget intense dage, hvor vi blev bombarderet med oplysninger, har jeg besluttet at skrive lidt om udvalgte emner, i stedet for at lave et egentligt referat af mødet, for således at give jer en mulighed for at læse om de emner, der måske specielt interesserer jer.

 

JORD

Altid et kontroversielt emne i Israel/Palæstina, men også i Fredens Oase har der de sidste år været megen diskussion omkring opkøb af jord fra det nærliggende Latrun kloster. Fader Bruno fik for 30 år siden jord af klosteret til at oprette landsbyen. For at udvide landsbyen har der de sidste år været forhandlinger med klosteret om at sælge yderligere jord til landsbyen til en meget fordelagtig pris, der alligevel løb op i flere millioner. Derfor forsøgte venskabsforeningerne, inklusive den danske, at finde penge til opkøb af denne jord.

 

Forhandlingerne mellem klosteret og landsbyen om jorden trak ud, ikke mindst fordi der var folk i landsbyen, som var imod denne løsning. Når hver enkelt familie skulle købe den jord, som de byggede deres hus på, ville de selvfølgelig også have retten til at sælge den igen. Der opstod en masse spekulation i landsbyen, da den fordelagtige salgspris fra klosteret gjorde, at man ville kunne sælge jorden med stor fortjeneste. Desuden frygtede modstanderne af jord-købet, at hvis et medlem ragede uklar med landsbyen ville vedkommende eventuelt sælge sin jord (og hus) til en person, som ikke delte landsbyens ånd og ikke ville være interesseret i at deltage i arbejdet for landsbyen.

 

På eget initiativ tog den nuværende borgmester, Rayek Rizak, hen og talte med Fader Paul i Latrun klosteret og forelagde ham sine bekymringer, kort tid før jordkøbs-aftalen var i hus. Fader Paul havde villet hjælpe landsbyen ved at sælge jorden billigt, og havde ikke forudset, hvilke konsekvenser det kunne få. Sammen med Rayek blev de enige om at annullere jordkøb-aftalen. I stedet skænkede klosteret noget land til landsbyen som gave, mens en del af grundstykket, som var omfattet af jordkøbs-aftalen, forblev hos klosteret. Under årsmødet var vi sammen med mange beboere fra landsbyen til reception i klosteret, for at takke Fader Paul for jord-gaven.

 

Landsbyen er nu i gang med at søge byggetilladelser hos de forskellige myndigheder til blandt andet at bygge en Freds-campus, at udvide skolen, så der bliver nye bygninger til grundskolen med plads til 8.-9. klasser og eventuelt også et gymnasium på noget af den ny-erhvervede grund. Der er altså masser af initiativer, der har brug for støtte, så jeg håber meget, at I, der støttede opkøb af jord, kan se, at denne løsning er bedre for landsbyen, og at jeres bidrag i stedet for kan bruges til nogle af de nye projekter.

 

SKOLEN FOR FRED

Skolen for Fred har haft et meget aktivt år. 900 unge palæstinensere og jøder har deltaget i tre-dages kurser, hvor de møder hinanden (ofte for første gang), diskuterer fælles ungdoms-problemer den første dag. Dernæst følger en slags rollespil, som simulerer fremtidige relationer mellem palæstinensere og jøder i Israel, hvorigennem de konfronteres med deres forestillinger om hinanden. I år oplevede skolen for første gang, at jødiske skoler selv opsøgte Skolen for Fred, og at behovet var større, end skolen finansielt og organisatorisk kunne klare.

 

Udover disse palæstinensisk-jødiske møder, har skolen startet et projekt, hvor palæstinensere fra Nablus på Vestbredden, palæstinensere fra byen Taibeh i Israel og jøder fra landsbyen Kfar Saba mødes, for på denne måde mere præcist at tydeliggøre den komplekse virkelighed. Dette projekt viste, at den sociale og geo-politiske adskillelse mellem de to palæstinensiske samfund har gjort, at store forskelle er opstået, og at der er et behov for, at disse to grupper også mødes. Ligesom der er modsætninger og fordomme mellem de jødiske og palæstinensiske unge, så er der det også mellem palæstinensere fra Palæstina og palæstinenser fra Israel.

 

Ca. en gang om måneden arrangerer Skolen weekend-workshops for studenter på israelske universiteter. Lærere fra Skolen sammen med universitets-lærere fra Tel Aviv Universitet har tilbudt kurser på tre universiteter om konfliktløsning og minoritetsrettigheder.

Desuden har Skolens lærere deltaget i konferencer både i og udenfor Israel om fred-skabelse, multi-kulturelle samfund og regionalt samarbejde.

Sammen med Tel Aviv universitetet har skolen også arrangeret et kursus for kvinder, hvor forholdet mellem køn, nationalitet og identitet er blevet diskuteret med de deltagende palæstinensiske og jødiske kvinder.

Som et eksperiment har man arrangeret en workshop for jødiske unge, hvor de besøger ruinerne af en palæstinensisk landsby og hører både øjenvidneskildringer fra en tidligere beboer og fra en soldat, som havde været med til at ødelægge byen under krigen i 1967.

 

I modsætning til mange andre forsøg på konfliktløsning, der bygger på at undgå at tale direkte om konflikten, om magtrelationer og politiske spørgsmål, så tror Skolen for Fred, at hele virkeligheden kan og bør konfronteres, men med følelse og mod.

 

Personligt synes jeg, at det var interessant at høre deltagere snakke om deres erfaringer fra disse møder, og jeg tror, at det er erfaringer, som kan bruges i mange andre sammenhænge både i og udenfor Israel.

GRUNDSKOLEN

Oasens to-sprogede skolesystem er i rivende udvikling. Fra 69 elever i 1995, har skolen nu 210 elever (253 hvis man regner børnehaveklassen og børnehavebørnene med). De er fordelt på tosporede 1. - 4. klasser og ensporede 5. og 6. klasser. Da de nuværende bygninger ikke kan rumme det stadig voksende antal elever, er der planer om at bygge en ny skolebygning, som skal huse børnehave til 3. klasse, i alt 192 børn. Den nuværende skolebygning skal så rumme 4. til 7. klasse, i alt 144 børn. Bygningen, hvor børnehaven er i dag, vil så i stedet kunne bruges til at huse de nye 8.-9. klasser. Man er så småt begyndt at tænke på at lave et gymnasium for at give eleverne mulighed for at fuldføre et helt skoleforløb i det to-sprogede skolesystem.

 

Skolen har haft møde med Ministeren for Uddannnelse, Yosi Sarid, og det ser ud til, at skolen inden længe får officiel status. Dette betyder både, at skolen vil få dækket en betydelig del af sine omkostninger, og at staten måske vil være med til at finansiere skolens nye bygning. Men det betyder ikke, at skolen slet ikke har brug for vores bidrag, da mange af de ekstra omkostninger, som det kræver at have to lærere i hver klasse, ikke er dækket af statens støtteordninger.

 

Flere og flere lærere fra hele Israel kommer til skolen for at orientere sig om det to-sprogede undervisningssystem og man har derfor planer om at åbne et ressource- og træningscenter for jødisk-arabisk to-sproget undervisning i samarbejde med Skolen for Fred.

 

BRUNO HUSSAR CENTRET FOR SPIRITUEL PLURALISME (DOUMIA / SAKINA)

Planerne om en ny bygning for Doumia’en / Sakina’en, der skal rumme mødelokaler, et bibliotek og et børne-hjørne, ligger nu færdige. I det forløbne år har man afholdt forskellige arrangementer, som blandt andet omfattede: en dialog mellem muslimske sufier (muslimske mystikere/spirituelle, red.) og jødiske rabbinere, en workshop om sufisme, meditationgrupper for landsbyens beboere og andre fler-religiøse møder.

HOTELLET

Der er planer om at udvide hotellet, så det bedre kan betjene de mange gæster. Ikke mindst deltagerne i Skolen for Freds mange kurser har lagt beslag på de få værelser. Med planerne om at bygge en freds-campus på noget af den ny-erhvervede grund, håber man at kunne flytte de til tider larmende unge derud og få flere "almindelige " turister. Så der skulle være mulighed for at bo på hotellet, når man vil besøge Oasen.

 

PROBLEMER I LANDSBYEN - og hvordan vi forholder os til dem

Jeg har besluttet at skrive lidt om dette emne, ikke fordi det blev diskuteret meget på mødet, men fordi jeg fornemmede, at det var et noget, som ofte uudtalt lå under mange af diskussionerne. De følgende betragtninger er derfor mine egne, som jeg vil dele med jer, da jeg mener, at de er vigtige at tænke over i forhold til at være venskabsforening

 

Vi ønsker alle at støtte landsbyen fordi den er igang med noget meget vigtigt, og derfor vil vi selvfølgelig helst, at tingene lykkes.Men det er vigtigt, at man husker, at trods den idylliske beliggenhed og beboernes engagement, så er landsbyen stadig et mikrokosmos af Israel/Palæstina. Og selvom man kæmper for at tackle problemerne på en anden måde end det omkringliggende samfund, så er alle, trods engagement og mod, påvirket af, hvad der sker i det konfliktfyldte land.

 

Man kan altså ikke forvente, at problemerne mirakuløst forsvinder, blot fordi man har valgt at bo sammen. Ofte tværtimod. Mange gange ville det være lettere at bo adskilt. Også derfor er det vigtigt, at vi understøtter landsbyen. Netop for at vise dem, at når de har valgt denne svære vej, så vender vi dem ikke ryggen, blot fordi de har problemer.

 

Donorerne i Danmark (og andre lande) bør holde sig for øje, at det er en vanskelig process, man støtter, et arbejde, der nødvendigvis vil medføre opture, nedture, problemer og successer.

 

Hvad er det så for vanskeligheder landsbyen har? Nogle af problemerne drejer sig om ledelsesstrukturen. For nogle år tilbage besluttede man på Generalforsamlingen at give mere autonomi til hver enkelt afdeling. Det vil sige: Skolen for Fred, Grundskolen, Hotellet og Administration/ PR skulle alle være ansvarlige for deres eget budget, ansættelser, løn osv. Dette har skabt en vis konkurrence mellem de forskellige afdelinger, ikke mindst med hensyn til få del i funding.

 

Nogle Venskabsforeninger føler, at pengene ikke altid bliver brugt på den mest hensigtsmæssige måde, at der mangler klare prioriteter og især konkrete planer flere år frem. Sekretariatet har ikke magtbeføjelser til at gribe ind, dels fordi beslutningen om autonomi blev taget på en generalforsamling og dels fordi en styrkelse af sekretariatet og generalsekretærens position (og en embedsperiode på mere end et år) vil kræve en ny forfatning - noget, som borgmesteren nu har sat en jurist til at se på.

 

Denne rivalitet mellem de forskellige afdelinger har også sat sine spor på generalforsamlingerne, hvor der ofte er lange voldsomme diskussioner. Dette, og måske også en mangel på opmærksomhed på selve landsbylivet, har bevirket en svigtende interesse for generalforsamlingerne.

 

Dette, at mange arbejder udenfor landsbyen, og at de, der arbejder i de forskellige afdelinger er så optaget af at udvikle skolen, osv, har gjort, at man måske ikke har været så opmærksom på, at landsbyen som samfund, og tilmed et så blandet samfund, har behov for speciel omsorg. Rivaliseringen har også sat sit præg på Sekretariatet, hvor der ikke var enighed om problemerne eller løsninger.

 

Alligevel synes jeg, at det var positivt, at især borgmesteren, var så åben omkring problemerne, og jeg følte, at der var mange konstruktive diskussioner. Ikke mindst tror jeg, at det var godt for Sekretariatet at kunne få sat ord på nogle af vanskelighederne overfor en neutral tredje part (Venskabsforeningerne), som alligevel er involveret. Så jeg er ret fortrøstningsfuld for at der arbejdes med disse problemer.

 

Og som Edy, der arbejder på Grundskolen udtrykte det: "Der er rivalisering, men vi må ikke glemme at enhver afdeling gør et utroligt godt og vigtigt stykke arbejde. Det er ikke fordi vi vil hinanden ondt, men fordi vi alle er så engagerede i vores arbejde, og arbejder så hårdt for at vores visioner skal lykkes".

 

 

VENSKABSFORENINGERNES ROLLE - OG NEDSÆTTELSE AF EN RÅDGIVENDE KOMITE

Sidste år ved årsmødet dannede nogle af venskabsforeningerne en rådgivende komite for at forberede årsmødet 2000. Denne komite mødtes nogle dage i forvejen og kom med nogle forslag til løsning af problemerne i landsbyen. Dens rolle og struktur i forhold til landsbyen blev diskuteret, og det blev besluttet at give Sekretariatet tid til at tænke over, hvorvidt og hvordan, denne komite kan gøre gavn.

 

Der forekommer mig, at der var forskellige opfattelser af venskabsforeningernes rolle. Nogle syntes at som store fundraisere skulle venskabsforeningerne også have et ord at sige med hensyn til Oasens budgetter osv, mens andre mente at dette blev for megen indblanding i indre forhold. Blandt venskabsforeningerne er der forskel i holdning til dette spørgsmål. For nogle af os drejer det sig mere om at høre om problemerne for at få et indtryk af situationen i landsbyen, mens andre ser det som deres opgave at hjælpe til med at løse disse problemer. Jeg mener ikke, at der behøver at være noget problem i dette, så længe venskabsforeningerne kan følge deres egen overbevisning.

 

TIL SIDST

Jeg håber, at ovenstående har givet jer et lille indtryk af en dynamisk, ekspanderende landsby, der samtidig står overfor at skulle internalisere disse forandringer og finde ud af, hvor man vil hen. Jeg vil afslutte med borgmesterens velkomsttale til os, som jeg synes på en smuk måde illustrerer dette.

 

BORGMESTEREN BREV

Velkommen til vores landsby. Jeg håber at vores møde vil blive produktivt og hjælpe med til at føre vores landsby og dets institutioner fremad på jord, som vi nu har fået som vores eje.

 

Som I alle mindes, begyndte fredsprocessen efter 7 års intifada (oprør), da begge sider indså, at ingen af dem kunne vinde denne kamp. Jeg er ked af at det tog så lang tid og krævede så mange ofre at nå til denne konklusion. Men det synes at være den menneskelige natur at forsøge at bruge verbal eller fysisk styrke i starten af enhver konflikt. Kun når begge parter indser, at smerterne og ødelæggelserne er gensidige, skifter de til dialog.

 

Den største svaghed ved den nuværende fredsproces er, at den ikke er baseret på viljen til at anerkende hinandens menneskelige behov. I stedet for, som i næsten enhver anden konflikt, fortsætter vi med at se hinanden som et problem eller som en hindring, der skal tackles.

 

Men fordi denne konflikt er forskellig fra andre, bør dens løsning også være anderledes. Vi kæmper om det samme stykke land og begge klynger vi os til historiske og religiøse beviser om ejerskab. Selv efter at en aftale har præciseret forholdene, vil vi ikke kunne skabe afgørende fysisk adskillelse mellem de to folk.

 

Jeg tror, at hvis vi søger et kompromis efter mere end hundrede års konflikt, så må dette kompromis være baseret på en gensidig accept af vores historiske og religiøse rettigheder i dette land, og en ændring af den holding, der kun retfærdiggør vores egne rettigheder i dette land ved at udelukke vores nabos.

 

Efter syv års fredsproces kan jeg ikke se nogen forandring i niveauet af gensidig mistillid og afvisning. Jo længere denne proces skrider frem, des flere soldater og check-points er nødvendige for at sikre aftalen, mens ægte fred ville betyde færre soldater og færre check-points og en situation, hvor jøder og muslimer ville kunne bede side om side ved Abrahams grav uden tilstedeværelse af hæren.

 

Kan vi opnå en sådan fred? Jeg tror det, og vores landsby med dens uddannelsesinstitutioner viser vejen.

 

Ligesom alle andre, kørte vi fast i de samme argumenter som altid opstår ved ethvert møde mellem en jøde og en palæstinenser, nemlig at jøden skal holde op med at være zionist og araberen skal holde op med at være palæstinenser, og at vi ikke kan retfærdiggøre vores rettigheder i dette land uden at afvise andres rettigheder. Dette er selvfølgelig et argument som ikke fører til noget, da afvisning blot fører til mere afvisning.

 

Det er vigtigt at påpege, at hvis man følger afvisningens sti, stopper den aldrig ved dem, som tilhører et andet folk, men fortsætter mod andre grupper, der tilmed tilhører ens eget folk, på grund af deres sub-kulturer, religiøse overbevisning osv. Vi ser dette fænomen i mange nationer. Med andre ord, tolerance må omfatte alle, den kan ikke være delvis, ellers er den meningsløs.

 

Ved at bo i denne landsby har jeg lært, at jødernes følelser over for dette land er ægte og ikke falske, som jeg troede før - og jeg tror, at jøderne har lært det samme om os (Rayek er kristen palæstinenser, red.). Fordi jeg både ønskede at denne proces skulle lykkes og fordi jeg ønskede partnere på den anden side, søgte jeg en holdning af gensidig accept, i stedet for gensidig afvisning.

 

Derfor har jeg i dag ingen problemer med en jøde, som definere sig selv som zionist, så længe Zionisme for ham eller hende betyder at retfærdiggøre vedkommendes rettigheder i dette land, og så længe det ikke begynder at true mine rettigheder i det samme land. På samme måde, burde en jøde ikke have et problem med min palæstinensiske identitet, så længe det retfærdiggør mine rettigheder i dette land og ikke truer hans/hendes rettigheder.

 

Det er denne nye holding, som jeg foreslår bliver virkeliggjort i landsbyen og i begge siders uddannelsessystem, for gør vi ikke det, vil ingen aftale kunne garanteres at vare længe, og vi vil fortsætte med kun have en midlertidig fredsaftale. Vi kan ikke fortsætte med at undervise i de samme historietekster, med de samme ensidige forklaringer, hvis vi vil have, at vores børn kan omgås hinanden på en fredfyldt måde. Og vi skal ikke forvrænge historien, men undervise i den som en historie af konflikt over retten til at eksistere. Med andre ord, vi bliver nødt til at humanisere konflikten.

 

Vi kan ikke blive holdt ansvarlige eller blive anklaget for, hvad vores forældre og bedsteforældre gjorde. De levede på et andet tidspunkt og havde deres egen frygt. Men vi bør lære af dem og ikke gentage de samme fejl - vi bør også have modet til at kritisere de ting, som de gjorde forkert.

 

Af alle jøder og palæstinensere, er vi de eneste folk som bor og arbejder sammen, og vi har indtil videre bevist, at på trods af vores forskelle og argumenter, er det lykkedes os at bygge dette store projekt, som blev startet af én mand (Fader Bruno, red.) At det lykkedes skyldes også at donorer fra hele verden har støttet finansielt og moralsk. Vi kan tilmed gøre det bedre, hvis vi udvider vores tolerance så den omfatter vores forskelle - og det er stadig en personlig udfordring for enhver af os at bevise, at der ikke er nogen modsætning mellem, hvad vedkommende påstår er hans/hendes værdier af lighed og hvad vedkommende rent faktisk gør.

 

Jeg ser ikke vores landsby som en løsning på konflikten ved at foreslå at alle jøder og alle palæstinensere skal leve ligesom os i blandede byer og landsbyer, hvis de ikke vil. Vores forskelle er ikke kun politiske, men også kulturelle, religiøse og sociale. Så adskillelse, selv mellem grupper, som tilhører den samme nation, er i orden hvis det gør livet lettere. Hvad jeg kæmper for er at skabe flere kommunikations-kanaler mellem vores to folk. Vi bor så tæt på hinanden - mange steder kun adskilt af få meter - alligevel er den gensidige uvidenhed og mistillid uhyre stor. Selvom vi påstår at kende den anden part, kender vi kun hinanden gennem en pinefuld historie og ensidig undervisning og ensidige medier.

 

Ved at bo her har jeg lært, at gennem møder kan vi hjælpe til med at humanisere konflikten og nedbryde barrierer af mistillid og uvidenhed ned. Selvom mødet måske er begrænset til et få timers besøg til vores landsby, kan vi vinde begge siders tillid når de besøgende finder ud af, at selv i den ekstreme virkelighed, hvor vi bor side om side, har kravet om sameksistens ikke gjort os til halvdelen af, hvad vi var. Tværtimod har det styrket vores identitet. den er klarere og stærkere end hos dem, som lever i adskilte samfund. Dette forklarer den øgede interesse for vores grundskole, idet folk før troede, at sådanne blandede skoler ville føre til forvirring og svækkelse af identitet.

 

Derfor er jeg en varm tilhænger af skoler som vores, da virkningen ikke er begrænset til børnene, men også påvirker deres forældre.

 

Vi har brug for jeres hjælp til at gøre landsbyen til det vigtigste center for møder og kulturel udveksling i vores land ved at støtte og styrke de eksisterende institutioner og opbygge flere projekter, som vil bringe flere mennesker sammen gennem forskellige uddannelsesmæssige, politiske, kulturelle, kunstneriske og spirituelle rammer, fordi dette er den eneste måde, hvorpå man kan opnå ægte fred.

 

"Hvis du synes at uddannelse er dyr, så prøv uvidenhed".

 

Rayek Rizek
Generalsekretær
Neve Shalom /
Wahat al-Salam